Sider

onsdag den 31. december 2014

Nytårsfortsæt

....eller staves det 'forsæt?' (Orker ikke lige google det.)
 
At jeg skal tabe hen ved 500 kg og ikke altid være en skidesur kone, de to ting er mere sådan 'livsfortsæt'... dem bliver jeg ved med at skulle kæmpe med.
Men jeg har aftalt to lidt mere konkrete ting med mig selv for det nye år:

 
For det første: Jeg skal til at købe lydbøger!
Jeg har altid elsket at læse, men det bliver ikke til så meget med to små børn i huset. Jeg kan ikke længere bruge timer på at vågne langsomt med en bog lørdag formiddag, jeg kan ikke sidde hele juleferien under et tæppe med årets boghøst, og de fleste aftener, når pigerne er puttet og aftensmaden er tørret af stoleben, gulv (og forældre), falder jeg blot om på sofaen med fjernbetjeningen. 
...Og nej, jeg ser ikke politiske debatter eller samfundskritiske dokumentarer. Jeg ser den ene vidunderlige netflix-serie efter den anden, og gerne den samme flere gange. SÅ KAN JEG NEMLIG HÆKLE IMENS!!!
Det er så her, lydbøgerne kommer ind: bog OG håndarbejde på samme tid!
Jeg skal bare have fundet nogle andre end Hakkebakkeskoven og Kardemommeby. 
Har Ove Sprogøe eller Thomas Winding mon nået at indlæse nogle voksenbøger? 

For det andet: Hver gang jeg forelsker mig i et nyt projekt med garn, stof eller papir, SKAL jeg først færdiggøre et af de virkelig mange halvfærdige/ventende projekter, der allerede ligger. 
Måske bare noget med at sy en tabt knap i en trøje eller lime et knækket stykke legetøj sammen, men der er VIRKELIG ikke plads til mere i min "afventer-skuffe" 
 
(den øverste er "igangværende", og det flyder lissom lidt over)
(de øvrige er rent faktisk bare stof, som ligger på rette plads - om end det ser kaotisk ud)
 
 
eller på hylden 
 
(som om den skjorte bliver strøget af at være lagt frem i DEN bunke)
 
eller på loftet...
 
(Det bliver en virkelig fed stol på et tidspunkt!)

Godt nytår herfra! (håret er flettet, stiletterne fundet frem, læbestiften lagt og alle negle er klippet på BEGGE børn).
Nu drager vi snart til fest!!
 
//Hannah


tirsdag den 23. december 2014

Glædelig (genbrugs-) jul!!!

Generelt er jeg STOR fan af genbrug... Af flere forskellige årsager:
  • Jeg har en stor kærlighed for ting der er made in Denmark... Og allerhelst for sådan ca 40-50 år siden!
  • Prisen på brugte ting er som oftest et ganske udemærket match til sådan en "hjemmegående-økonomi"!
  • Ser det som et bidrag til at passe godt på miljøet - når vi fx ikke lige tager os råd til at købe økologisk el. lign.
Her inden jeg holder en lille på-ubestemt-tid-julepause fra bloggeri, har jeg lige lyst til at vise jer et par af de genbrugsfund, som vi har fået samlet sammen til denne jul...
Olielampe - fundet på de lokale spejderes loppemarked (mon ikke jeg kan få overtalt manden til at det er en "kan-sagtens-stå-fremme-hele-vinteren-lampe"!?...)

Kagedåser - fundet hos min søde nabo, som har en lille fin retro-butik...
Juledug, som...

... jeg har syet om til juletræstæppe! - fundet i den lokale genbrugsbutik!

Lyseholdere fra dba - fulde af nostalgi... magen til dem der sad på juletræet i min barndom!

GLÆDELIG JUL...
//Birgitte

mandag den 22. december 2014

Hæklet julepynt #4 (topstjerne med opskrift)

Så er det tid til at vise det sidste hæklede pynt, jeg får lavet denne jul...

Da det gik op for mig, at man jo forresten også skal have en stjerne i toppen af sit juletræ, fik jeg denne idé... Og her i næsten sidste øjeblik har jeg sandelig også fået den ført ud i livet:




Sådan har jeg lavet den:
  • Klip to ens stjerner i karton
  • Lav huller med en hultang med ca 1 cm afstand langs kanten - undtaget ca 4 cm mellem to spidser (her skal hullet være til at trække stjernen ned over træets top). Vælg størrelse på hultangen, så det passer med den hæklenål, du vil bruge.
  • Træk garnet gennem det første hul efter stykket uden huller, fastgør garnet med en km.
  • Hækl herefter 3 fm i hvert hul, dog 7 fm i hullet ved spidserne og 1 fm i hullet mellem spidserne.
//Birgitte

søndag den 21. december 2014

Hæklet frk. kanin

Er netop landet hjemme i sofaen, efter at have tilbragt det meste af dagen til dejlig fødselsdagsfest for min nevø og niece... Og jeg kan jo så nu afsløre, hvad gaven til min lille niece blandt andet bestod af: denne skønne frk. kanin!

Opskriften til kaninen har jeg fundet på denne blog: http://denlillaelefant.blogspot.dk/2012/09/hklet-kanin_6.html



Da jeg som evig optimist(/urealist!?!) gik i gang med kun ét nøgle garn på lager i den farve kaninen skulle have, har jeg foretaget nogle få ændringer i forhold til den oprindelige opskrift i håb om at den kunne række:
  • Jeg har ikke hæklet i dobbelt garn, men i stedet brugt nål str 3 og hæklet den i bomuld 8/4.
  • For at spare på det grå garn, startede jeg med at hækle kroppen i kjolefarve, så den nærmest har fået undertøj på.
Brugte på denne måde kun lige præcis ét garnnøgle - og det var virkelig PRÆCIS, på den måde hvor det er max nervepirrende lige til det sidste!...
Kaninen blev med disse ændringer ca. 27 cm høj.
 

Inspiration til øjnene har jeg fundet her.
Jeg har blot hæklet 6 fm i en magisk ring. 
Øjenvipper og det hvide i øjet er syet på, efter øjnene er monteret på kaninen.


//Birgitte

torsdag den 18. december 2014

Hæklet julepynt #3 (engel - med opskrift)

Havde sat mig for at hækle nogle engle til juletræet... Efter længere tids søgen og flere mislykkede forsøg, er det endelig lykkes mig at lave en opskrift på en engel, som jeg er tilfreds med!... Var på jagt efter én med et forholdsvis enkelt udtryk - og det må man sige det er blevet!!

Vil gerne dele opskriften med jer...

Det skal du bruge:
Hæklenål str 3
Bomuldsgarn 8/4
Lidt fyld
Hvidt tyl

Sådan gør du:
(Efter hver række vendes der med en lm)
Slå 16 lm op, sidste lm bruges til at vende med
Rk. 1:        En fm i hver lm (15)
Rk. 2:        En fm i hver maske (15)
Rk. 3:        En indtg, 11 fm, en indtg (13)
Rk. 4-5:     En fm i hver maske (13)
Rk. 6:        En indtg, 9 fm, en indtg (11)
Rk. 7-8:     En fm i hver maske (11)
Rk. 9:        En indtg, 7 fm, en indtg (9)
Rk. 10-11: En fm i hver maske (9)
Rk. 12:      En indtg, 5 fm, en indtg (7)
Rk. 13-14: En fm i hver maske (7)
Rk. 15:      En indtg, 3 fm, en indtg (5)
Rk. 16-17: En fm i hver maske (5)
Rk. 18:      En indtg, en fm, en indtg (3)
Rk. 19-20: En fm i hver maske (3)
Rk. 21:      En udtg, en fm, en udtg (5)
Rk. 22:      En udtg, 3 fm, en udtg (7)
Rk. 23:      En fm i hver maske (7)
Rk. 24:      En indtg, 3 fm, en indtg (5)
Rk. 25:      En indtg, en fm, en indtg (3)
Bryd garnet 

Lav to af disse sider til englen.

Efter nr. to bryder du IKKE garnet, men fortsætter med at hækle de to sider sammen med fm langs kanten. 
Husk at fylde englen let inden du lukker den helt sammen. 


Vinger
Jeg har brugt et stykke tyl på 10 x 15 cm, lagt det dobbelt for at det bedre kan ses, og bundet en lille knude midtpå, inden jeg har syet det fast på englen.



(Den ene engel har jeg valgt at pynte med lidt guldsnor riet ind i fastmaskerne langs kanten, hvilket jeg synes giver en meget god effekt - selvom det er en anelse utydeligt på billedet)

//Birgitte




onsdag den 17. december 2014

Glædelig jul!

Fjerde søndag i advent nærmer sig med hastige skridt...Hermed vores sidste december-giveaway! :-)
Denne gang gælder det disse savlesmække i 100% bomuld,
to til baby-dreng og to til baby-pige:
 
 
 Turkisblå med mørkeblå kant - brun med gul kant
 
 
Orange med pink kant - gul med brun kant
 
For at deltage i konkurrencen:
Skriv i kommentaren til et af vores facebookopslag, hvilke to du helst vil vinde - og husk at give både opslaget og vores facebookside et like.
Vi trækker som sædvanlig en vinder (denne gang to vindere) i løbet af søndag.
 
 
Held og lykke med de sidste julegaver, -kager og måske endda -kort. :-)
 
//Hannah
 
 
 

onsdag den 10. december 2014

Hverdagsglimt

Et lille glimt fra livet som hjemmegående med to børn...

Tidlig eftermiddag - skal til et arrangement ude i "det virkelige liv" så snart manden kommer hjem - kommer i tanke om/fornemmer(!?!) at jeg vidst ikke var i bad i går - eller forgårs - dur ikke, når man jo helst skal signalere overskudsagtig hjemmemor!

Lillesøster sover tungt ude i barnevognen - storebror bliver placeret i sofaen foran fjernsynet med en skål rosiner og kiks - jeg kan da vidst sagtens lige nuppe et hurtigt bad!

Netop som shampooen er godt fordelt i håret kommer de første lyde fra babyalarmen - lillesøster sætter hurtigt i et kæmpe skrig - "find nu selv sutten, please!" - gråden fortsætter - indser hurtigt der ikke er andet at gøre!

Får hurtigt slynget to håndklæder rundt om mig - hopper i det nærmeste fodtøj: mandens træsko (uden hælkap vel at mærke!) - løber over gårdspladsen til barnevognen som står i laden - temperaturen er tæt på frysepunktet - KOLDT! - får fundet sutten - ro til at færdiggøre badet - forholdsvis glad for, at der er langt til den nærmeste nabo!



"Livet som hjemmegående er for det meste skønt,
men langtfra altid kønt!"
#lidtplatmendetrimer

//Birgitte

mandag den 8. december 2014

Adventskonkurrencen fortsætter...

Det er blevet tid til at præsentere denne uges adventsgave...

Hvis du kender en lille dreng (burde man mon også skrive pige her i denne ligestillingstid!?!), har du nu mulighed for at vinde fx julegaven, barselsgaven eller noget helt tredje til ham - nemlig denne hæklede traktor!



Traktoren kom til verden, da jeg begav mig ud at nedskrive opskriften, som du kan finde her.

Der bliver trukket lod 3. søndag i advent...

For at være med i lodtrækningen skal du:
- like opslaget om denne konkurrence på vores facebookside, som du finder her.
- skriv en kommentar til opslaget, fx om hvem du gerne vil give traktoren til... eller hvad du lige har lyst til ;-)

//Birgitte

onsdag den 3. december 2014

Hæklet julepynt #2 (stjerne DIY)

Imponerende som det år efter år kan lykkes mig at blive overrasket over, at det PLUDSELIG er december...


Har gået hele november og tænkt der var goood tid til at få lavet pynt - men pludselig tog december da lige spurten!


Nu har jeg dog endelig fået lidt mere pynt færdiggjort...


Inspiration og opskrift til stjernerne har jeg fundet her.


//Birgitte

mandag den 1. december 2014

Adventskonkurrence....fortsat!

  
2. søndag i advent trækker vi lod om denne lille blomster-guirlande!
....til pigeværelset eller under en hylde i køkkenet?
 

 
 
Guirlanden er lavet i almindeligt bomuldsgarn.
Blomsterne er blot trukket på en snor, så man kan ændre på rækkefølgen, som man har lyst
- eller fjerne snoren og bruge blomsterne til noget helt andet.
 
 
 
 
(Jeg har kæmpet VIRKELIG længe for at regne ud, hvor i rækken den lyserøde hører til. Men... jeg ved stadig ikke, om det blev rigtigt?)
 
Jeg beklager forresten, de ikke helt klare billeder, men jeg kan ikke fotografere i dagslys, når jeg kun må blogge, efter at børnene er kommet i seng... og i øvrigt: SOM OM udearbejdende mennesker overhovedet oplever dagslys for tiden... 
 
 
For at deltage:
- Skriv en kommentar til konkurrenceopslaget på vores facebookside.
(er SÅ hyggeligt for os at læse! :-))
- Tryk like til selv samme opslag!
 
Du finder facebook-siden her
 
//Hannah
 
 

 
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...