Stress....

Hvorfor har jeg lukket det ind i mit sind og i min lille familie?

JEG som sætter en ære i at få gæster uden at gøre hele huset rent først?

JEG som kan stave til "PYT?"

JEG som ligefrem har en blog om, at prioritere 'det gode' over 'burde?'

Jeg er forvirret, trist og lidt skamfuld...men 'burde' har alligevel fået magt i min hverdag - og så har jeg vist også arbejdet alt for intenst det sidste halve år. Jeg troede jeg elskede det sådan, men jeg har brugt flere kræfter, end jeg havde.

Nu skal jeg til at lære noget nyt. (Hvilket jeg OVERHOVEDET ikke gider, men dog er begyndt at forstå)

- Jeg skal lære at arbejde ambitiøst og begejstret, UDEN hele tiden at yde 110%.

- Jeg skal lære at 'ville' mindre...eller i hvert fald at jeg ikke kan alt, hvad jeg vil...(har ikke helt regnet den ud endnu)

- og i en periode skal jeg leve med, at jeg kan meget meget mindre end normalt.

Jeg ved ikke, hvordan man gør nogle af delene, men jeg har en dejlig mand og familie, søde venner og kollegaer og en god arbejdsplads, hvilket alt sammen hjælper mig på vej.

 

Hermed til deling: Et par af de gode ord jeg har fået med på vejen, og som jeg gentager for mig selv 800 gange om dagen...

Ven:

"Dovne mennesker får ikke stress - det gør de passionerede." 

 

Leder:

"Du KAN ikke arbejde dig ud af det."

Min første jordemoder:

"Ingen børn dør af at få rugbrød til aftensmad syv dage i træk... Og hvis jeg var sundhedsplejerske og besøgte en mor med et klinisk rent hjem, ville jeg VIRKELIG blive bekymret, for så har hun prioriteret sine kræfter forkert."
 

- - -



Vi fik tykmælk og havregryn til aftensmad foran fjernsynet. Ingen har ryddet op endnu... (Men til gengæld har vi spist chips bagefter, tæller det?)



 hvad er alt det rundt om tykmælken??



 





 

 

 

 

...I stedet hentede jeg nogle blomstergrene i haven, og så har jeg blogget lidt - fordi jeg havde LYST!

 

ingen blog uden Kähler-vaser...

 

Jeg bestemmer jo heldigvis selv, om jeg vil glo på sofabordet eller på vindueskarmen i køkkenvinduet.

Og så øver jeg mig i at se den tomme køkkenrulle og det klistrede aftryk på havregrynsbøtten som et tegn på bevidste prioriteringer, fremfor på "ikke at slå til"... 

men FEDE bøtter, ikke?? :-)

 

Kram H.

Om lydige børn...

Jeg er en presset udearbejdende mor for tiden.
Som i virkelig presset.
Det betyder sommetider, at 2 minutters skrigende børn, modvind, en fyldt blespand, eller bare tanken om, at både mine børn OG jeg forventes at være forholdsvis velsoignerede, når vi møder verden i morgen tidlig, er nok til, at følelsen af IKKE AT ORKE MERE overmander mig og slår mig omkuld på sofaen.
Således har jeg heller ikke blogget ret meget den sidste tid. Men i dag fik jeg, trods mit livs store udfordringer (jf. ovenstående), trang til at skrive.

Jeg læste følgende artikel fra Politiken (Og nej, når jeg har ondt af mig selv, kunne jeg ikke drømme om at foretage horisontudvidende avislæsning, men jeg læser Facebook, og en eller anden delte):

http://politiken.dk/debat/ECE2556326/kreative-og-modige-boern-faar-vi-ikke-ved-at-tvinge-dem-til-at-vaere-lydige/

Jeg har tænkt og funderet, og jeg er stadig enig med mig selv i min første indskydelse: Jeg er UENIG med forfatteren!

Hun plæderer for en 'tredje vej', hvor man som forældre hverken er totalt eftergivende eller totalt autoritær, men i stedet taler ordentligt med børn. Dette går meget godt i tråd med mange andre artikler om "opdragelse uden skældud" osv.

Så vidt deler jeg vel egentlig også hendes synspunkt, men jeg forstår simpelthen ikke, hvordan dette synspunkt fører til følgende holdninger:
- at lydige børn er lig med skræmte børn.
- at tydelighed, rutiner og grænser forhindrer børn i at tænke frit, være modige og have holdninger, som de kan udtrykke.
- at regler, straf og sanktioner ikke fungerer sammen med demokrati.
- at lydighed underminerer ligeværd (og selvværd).
- at disciplin forhindrer børn i at blive respektfulde og empatiske.

I vores familie skal børnene gøre, hvad de voksne siger. Vi sætter mange grænser, og vi disciplinerer og sanktionerer, når man ikke hører efter.
En anden dag skal jeg nok skrive lidt mere om, hvordan jeg samtidig har den ALLER dybeste respekt for mine børns følelser og ønsker, og hvordan jeg prioriterer højt at lytte til deres holdninger, tanker og fantasier, men...:
- Jeg vil hellere risikere, at jeg en gang i mellem kommer til at tromle mine børns ønsker (og måske endda et enkelt behov), end at mine børn tror, de er verdens centrum, og at der ikke findes autoriteter i denne verden, som de skal bøje sig for.
- Jeg vil hellere være flittig bruger af ordet UNDSKYLD, end at risikere at være så bange for at træde ved siden af, at jeg slet ikke får 'trådt' overhovedet.

Har ethvert demokrati ikke også ledere, grænser, regler og sanktioner?
Uanset, så er "en god demokrat" for mig at se ikke topmålet af menneskelig udvikling. Jeg har andre ambitioner for mine børn, som fylder mere.
(Og mellem os sagt, går jeg faktisk ind for enevælde...Hvis blot den enevældige er kærlig og klog...)

Er jeg på for dybt vand? //Hannah

Som et barn igen...

Børnene her i huset har endnu ikke helt fanget det der med at "ønske sig noget"! - hvilket betød at undertegnede her havde 100% indflydelse på, hvad der stod på ønskelisterne til jul... Og det har jeg (og børnene) nydt godt af de sidste par uger! ;-)

Da jeg var lille, eeelskede jeg at lytte til lydbånd på min lille fine lyserøde båndoptager! Een af pakkerne indeholdt derfor lykkeligvis en CD med "Klatremusen og de andre dyr fra Hakkebakkeskoven". Den har været fast inventar i stationcar'en siden, til glæde for både store og små! - Føler en sjov form for stolthed, når sønnike under køreturen kræver, vi skal høre "peberdrengen" igen og igen og igen... Så må jobbet som mor da være så godt som fuldendt!?!


En anden af pakkerne (eller rettere sagt faktisk fire - sådan kan det gå med store familier) gemte på modellervoks og diverse remedier dertil. Det er så hyggeligt at sidde med det i fingrene igen efter sådan ca 25(!!!) års pause... Børnene og jeg sad forleden og legede med det i OVER en time! 



Selv sønnike, som normalt maks koncentrerer sig om stillesiddende aktiviteter i to minutter, var dybt optaget af at "bage kager"!

Jeg bed tænderne sammen og nikkede blot, da min søn mente, der manglede noget hvidt på mine figurer!

Ordensmennesket i mig undlod at gå i panik, da farverne efterhånden begyndte at blive blandet godt sammen!

Selvom der står fra 3 år på pakken, så er det altså også super underholdning for én på knap 15 mdr.... Hvis man da måske lige ser bort fra eventuelle giftstoffer, hun potentielt putter i munden!?!

Mener at have hørt noget med, at man selv kan lave modellervoks... Mon nogen af jer derude har en god opskrift, I har lyst at dele!?! For tænker det måske i grunden ville være lidt mere småbørns-putter-stadig-ting-i-munden-venligt...
//Birgitte

PYT

Torsdag...

Fuldtidsmor her arbejder længe 'på kommunen' og kommer træt hjem kl 17.30.

 

Tilde har ikke sovet middagssøvn i vuggestuen og er sur og vrøvlet (og leger baby - formentlig i forsøget på at få samme opmærksomhed som lillesøster - hvorfor hun NÆGTER at bruge nogen former for ord).

Karla er stadig halvsyg (ondt i ørerne) og hyler derfor i det sekund, legetøjet ikke arter sig efter hensigten (hvad det jo aldrig gør, når man er motorik-spadser).

Far ligger på gulvet imellem dem og gør sit bedste for blot at rumme og anerkende alle de store følelser, der eksploderer ud af damerne omkring ham.

Med andre ord: der er lagt i ovnen til stressede forældre, dårlig stemning og en træls aften.

Men men men... jeg kan med stolthed fortælle, at vi klarede den! :-)

 

Jeg lagde mig ned ved siden af, og vi kyssede, sludrede og 'rummede' på livet løs. 

Nej, der var ikke harmoni, men der var heller ikke skældud. 

 

Aftensmaden blev ikke inspirerende, men blot køleskabsrester klasket sammen i en gryde og varmet op. (= brun kartoffelmos med klumper).



#salatdirektefratupperwaren #menviblevmætte

 

Man fik lov at sidde på skødet. Mælk blev væltet på gulvet, uden at mor gjorde vrøvl over at skulle tørre op. Og vi pjaskede med saftevand i en lille sprøjte (da Tilde ville have "meducin") - i stedet for at sige "nej, ikke i dag". 

 

Nu sover ungerne, og de voksne har kastet sig på sofaen.

 

Køkkengulvet er klamt. Som i virkelig klamt.

#strømperneklistrerfast #hvornårvardetligedespistedenostehaps?

 

Og vasketøjet, som blev pillet ned for tre dage siden er stadig ikke lagt sammen.

#ikeaposenharopgivet  #skulleligefindestrømper #ellervardetunderbukser?

 

Men jeg er ikke sur. Jeg morer mig over min mands platte jokes. Jeg slapper af og nyder. Og om fire sekunder hækler jeg. Glad :-)

 

 

//Hannah



Fra børns perspektiv...

Så blev det tid til lidt julebag her i huset - de obligatoriske formkager... På et tidspunkt under bage-hyggeriet registrerer jeg, at der ved en fejl er kommet et stykke uformet dej op på bagepladen. Jeg lægger det tilbage på bordet - men Aksel protesterer straks: kagen ER færdig!... Det er jo selvfølgelig et træ!

Hvornår blev jeg så snæversynet og kedelig, at kagerne først kan godkendes, hvis de passer i formen?

Hvornår voksede jeg fra, at kunne skrælle en mandarin - uden at bekymre mig om overfladebehandling og fare for pesticider?

Hvornår mistede jeg frimodigheden til, bare at smide mig og iagttage,det jeg har lyst til, lige der hvor jeg finder det - uden at tænke videre over, om man bliver beskidt, ligger i vejen eller om det måske er upassende?

Kommer til at tænke på en lille, men ikke desto mindre HELT FANTASTISK (børne)bog, som alle voksne burde læse jævnligt - klassiskeren "Den lille prins" af Antoine de Saint-Exupéry... Et forunderligt eventyr set gennem den lille prins' øjne! En berigende øjenåbner til livet - set fra børnehøjde! Og så er den ganske overskuelig... ca. 100 sider - hvoraf en stor del er små fine tegninger!

(Hvis du ikke allerede kender/ejer den, er det bare med at få den skrevet på juleønskelisten i en fart!)

Glædelig adventstid!

//Birgitte