Om lydige børn...

Jeg er en presset udearbejdende mor for tiden.
Som i virkelig presset.
Det betyder sommetider, at 2 minutters skrigende børn, modvind, en fyldt blespand, eller bare tanken om, at både mine børn OG jeg forventes at være forholdsvis velsoignerede, når vi møder verden i morgen tidlig, er nok til, at følelsen af IKKE AT ORKE MERE overmander mig og slår mig omkuld på sofaen.
Således har jeg heller ikke blogget ret meget den sidste tid. Men i dag fik jeg, trods mit livs store udfordringer (jf. ovenstående), trang til at skrive.

Jeg læste følgende artikel fra Politiken (Og nej, når jeg har ondt af mig selv, kunne jeg ikke drømme om at foretage horisontudvidende avislæsning, men jeg læser Facebook, og en eller anden delte):

http://politiken.dk/debat/ECE2556326/kreative-og-modige-boern-faar-vi-ikke-ved-at-tvinge-dem-til-at-vaere-lydige/

Jeg har tænkt og funderet, og jeg er stadig enig med mig selv i min første indskydelse: Jeg er UENIG med forfatteren!

Hun plæderer for en 'tredje vej', hvor man som forældre hverken er totalt eftergivende eller totalt autoritær, men i stedet taler ordentligt med børn. Dette går meget godt i tråd med mange andre artikler om "opdragelse uden skældud" osv.

Så vidt deler jeg vel egentlig også hendes synspunkt, men jeg forstår simpelthen ikke, hvordan dette synspunkt fører til følgende holdninger:
- at lydige børn er lig med skræmte børn.
- at tydelighed, rutiner og grænser forhindrer børn i at tænke frit, være modige og have holdninger, som de kan udtrykke.
- at regler, straf og sanktioner ikke fungerer sammen med demokrati.
- at lydighed underminerer ligeværd (og selvværd).
- at disciplin forhindrer børn i at blive respektfulde og empatiske.

I vores familie skal børnene gøre, hvad de voksne siger. Vi sætter mange grænser, og vi disciplinerer og sanktionerer, når man ikke hører efter.
En anden dag skal jeg nok skrive lidt mere om, hvordan jeg samtidig har den ALLER dybeste respekt for mine børns følelser og ønsker, og hvordan jeg prioriterer højt at lytte til deres holdninger, tanker og fantasier, men...:
- Jeg vil hellere risikere, at jeg en gang i mellem kommer til at tromle mine børns ønsker (og måske endda et enkelt behov), end at mine børn tror, de er verdens centrum, og at der ikke findes autoriteter i denne verden, som de skal bøje sig for.
- Jeg vil hellere være flittig bruger af ordet UNDSKYLD, end at risikere at være så bange for at træde ved siden af, at jeg slet ikke får 'trådt' overhovedet.

Har ethvert demokrati ikke også ledere, grænser, regler og sanktioner?
Uanset, så er "en god demokrat" for mig at se ikke topmålet af menneskelig udvikling. Jeg har andre ambitioner for mine børn, som fylder mere.
(Og mellem os sagt, går jeg faktisk ind for enevælde...Hvis blot den enevældige er kærlig og klog...)

Er jeg på for dybt vand? //Hannah